Vi bliver til ingenting hvis vi ikke tænker på kærligheden

Kronik i Berlingske, 6. januar 2009

Den etiske fordring beror ikke på en fastlagt etik eller guddommelig kristenmoral men udelukkende på det dramatiske faktum at vore skæbner hænger sammen. Vi har dermed et ansvar for hinanden. Når vi undlader at handle, handler vi også. (Løgstrup)

Hvem er vores næste i en verden, hvor solidariteten begrænser sig til den nærmeste familie, og hvor billeder af sønderbombede huse og drab på mange hundrede uskyldige sjæle ikke får os til at reagere. Hvordan kan vi i vesten hævde det universelle bud om næstekærlighed og samtidig forholde os passivt i forbindelse med angrebet på Gaza? Næstekærlighed refererer til pligten til at finde alle mennesker værdifulde og værdige til at blive æret, elsket, værdsat og beskyttet. Næstekærlighed er en forpligtelse til at handle, når en nation, i dette tilfælde Israel, angriber hele Gaza og dermed også uskyldige civile. Verdenssamfundets passivitet og accept af Israels bombning af uskyldige civile bekræfter tesen om, at nogle menneskeliv synes at være mere værd end andre.

Paulo Coelho skriver: Jeg bliver til ingenting, hvis jeg ikke tænker på kærligheden. Har vi mistet grebet om kærligheden. Er vi blevet en flok stumme, følelseskolde robotter der lever vores trygge tilværelser I velfærdsstaten Danmark og ønsker hinanden glædeligt nytår altimens verden står I brand og Gaza skriger blodigt nytår.

Israels angreb på Gaza har i skrivende stund kostet mere end 530 livet og såret mere end 2500. I blandt ofre og sårede er størstedelen uskyldige civile heriblandt mange børn. Til sammenligning med dette har 4 israelere mistet livet forårsaget af misilangreb fra Hamas I Gaza. Nyhedsdækningen af Israels angreb på Gaza bliver af flere beskrevet som en krig mellem ligeværdige partnere med lige fordelt skyld. Dette er en åbenlys forvrængning af virkeligheden. Israel er en af verdens stærkeste militærmagter med støtte fra USA og verdenssamfundet. Endnu engang er vi vidner til danske politikeres pinlige tavshed samt til den ensidige danske mediedækning af angrebet, som bl.a. negligerer det væsentlige faktum at Israel har planlagt dette angreb under den såkaldte “fredstid” og bruger Hamas nylige misilangreb på Israel som en undskyldning for bombningen af Gaza. Danske medier bruger endvidere lang tid på gentagne gange at forklare hvorfor Israel bomber Gaza- en befolkning der i forvejen er afskåret fra omverdenen, men er konsekvent tavse i forhold til at søge forklaringer på hvorfor Hamas sender misilangreb ind over Israel.

Mens verden lukker sine øjne for Israels brutalitet og massedrab dør flere hver dag. Verdenssamfundet er nødt til at sige stop og presse Israel til at indstille sine militære aktioner samt at give humanitære organisationer mulighed for at yde deres hjælp til Gaza i form af medicin, mad og lægeudstyr. Produkter Israel nægter at lade komme ind i Gaza velvidende om at læger står magtesløse uden mulighed for at redde de mange 1000 sårede på hospitalerne.

Hamas og Israel er nødt til at anerkende hinanden som to demokratiske stater side om side. Denne gensidige anerkendelse forudsætter lige rettigheder, lige muligheder og ligeværd. Præmisser som Israel vedvarende vælger at ignorere. Hamas misilangreb på Israel, der er minimale set i forhold til Israels angreb, men ikke desto mindre uacceptable og som jeg tager afstand fra, er en reaktion fra et folk i afmagt, som er blevet udpint for længe. Ønsker Israel at misilangrebene skal stoppe, bør de starte med at overholde de fredsaftaler der tidligere er blevet indgået med henblik på at respektere palæstinenseres ret til at leve som værdige mennesker samt føre dialog med Hamas som er blevet valgt på demokratisk vis. Det er absurd at hævde at Hamas har haft rig mulighed for at bevise deres værd og intentioner i den seks måneder lange våbenhvile. Denne tid kaldes for en ”fredstid” af Israel og af danske journalister. Hvordan kan man definere fredstid som en tid hvor man udsulter, udpiner og afskærer folk fra de mest basale fornødenheder i et lukket fattigt fængsel som Gaza repræsenterer. Israel er i færd med at fostre en ny generation af radikale bevægelser ikke kun i Gaza men verden over.

Angrebet på Gaza begyndte i slutningen af juni 2006, et par dage efter at palæstinensiske militante dræbte to israelske soldater og pågreb en tredje, Gilad Shalit. Shalit blev dengang brugt som påskud for en voldsom gengældelsesaktion fra Israels side. Men ingen nævnte, at juni var en blodig måned i Gaza med over 30 civile palæstinensiske dræbte. Ingen vovede at sætte den ene soldat ved navn Shalit i relation til de 10.000 palæstinensere, heriblandt 150 kvinder og 450 børn helt ned til 12 års alderen, som er blevet kidnappet og sidder fængslede i Israel uden beviser for deres skyld. (jævnfør artikel i Politiken 23. Juli 2006 om palæstinensiske kvinder og børn i israelske fængsler).

Israel har erklæret krig mod Gaza. Hamas bad om forhandlinger fra dag ét. Men dette blev afvist af Israel med henvisning til at Hamas er en terrorbevægelse. I stedet valgte Israel at afskære det meste af Gazas befolkning fra el, vand, mad og medicin.

Som mange andre danskere føler jeg en særlig sorg I hjertet i denne tid. Jeg har som mange andre der er mentalt global fra fødslen og født mellem to kulturer, altid været vant til at rumme modsætninger. Men lige nu har jeg svært ved at balancere i en kontekst hvor det jeg definerer som vanvid defineres som selvforsvar af den politiske elite i dansk politik og verdenssamfundet.

Det er et sørgeligt faktum at mennesker først reagerer, når en krise rammer den tætte familie eller det nationale fællesskab. Få formår at leve næstekærlighedsbudskabet i sin fulde essens. Men jeg vil opfordre flere til at rejse sig, især fremtrædende politikere,meningsdannere, journalister, kunstnere, og levere kritik af den israelske regering og tage afstand fra dennes militærhandlinger.

Israels handlinger er i strid med alle internationale konventioner. Vi har pligt til at påpege dette og lægge optimalt pres på Israel for at afværge statens krigsforbrydelser. Det er endvidere yderst vigtigt at verdenssamfundet står sammen og gennemfører en fælles økonomisk boykot af Israel. Økonomisk boykot var en af de primære årsagsfaktorer til apartheid styrets fald, og det er også det der skal til over for Israel, hvis besættelsen af Palæstina skal ophøre. Verdens påståede førende demokratier kan ikke stiltiende acceptere Israels brutalitet og dermed styrke den tilstand af illusionens normalitet som Israel har dyrket i Palæstina gennem deres 40 år som besættelsesmagt. Hvem skal beskytte gamle, kvinder og børn i Gaza, der ikke har mulighed for at undslippe det mareridt, den israelske stat har placeret dem ufrivilligt i. Hvis bomber var faldet over en europæisk nation som det er tilfældet med Gaza så ville verdenssamfundet ikke tøve med at gribe ind militært.

Det guddommelige påbud om at elske sin næste åbenbarer sig kun i det ansvarsfulde møde med det andet menneske. Den fremmede. Vi er dagligt prisgivet til hinanden på nådig så vel som unådig vis men det er ikke for sent at vække det guddommelige, universelle kategoriske imperativ om at elske sin næste og ikke vende det blinde øje til. Det er ikke for sent at tænke på kærligheden og redde os selv fra at blive til ingenting.

Sherin Khankan, Forkvinde for Kritiske Muslimer, Religionssociolog, Forfatter til bogen Islam og Forsoning- en offentlig sag.

Tilbage til pressen

Powered by PHP Webmasterpoint.org