Bogstavfundamentalister

Sherin Khankan, religionssociolog og forfatter, København

Offentliggjort 24.03.11  kl. 03:01

Danske islamofober og pseudospecialister udgør en ny form for bogstavfundamentalister. De læser Koranen, som Fanden læser Bibelen uden blik for kontekst, historie og det arabiske sprog.

 

Det er ikke tilfældigt, hvilke sager der kommer på dagsordenen i den politiske debat om islam i Danmark. Specifikke kontroversielle vers fra Koranen gentages igen og igen med henblik på at definere islam som en kvindeundertrykkende religion eller en politisk ideologi, som opfordrer til vold og terror.

Faktum er, at man kan finde eksempler i de fleste hellige bøger og i de fleste traditioner baseret på de hellige tekster på vers eller handlinger, der kan tolkes som argumenter for et kønshierarki. Det afgørende er altid, hvem der tolker, og hvordan man tolker ordet. Derudover er især konteksten afgørende for fortolkningen af en tekst.

Paulus, som er en væsentlig faktor i Det Nye Testamente, citeres ofte for sine ord om tro, håb og kærlighed, men sjældent eller aldrig for sine ord om kvinder, hovedbeklædning og regler for menighedens sammenkomster. Eksempler på kvindens underlegne status kan findes i Paulus’ breve i Det Nye Testamente i Bibelen, og hvis man valgte at definere Paulus eller kristendommen alene ud fra disse få vers, ville man næppe forbinde kristendom med næstekærlighed og tilgivelse.

Om kvindernes hovedbeklædning ved menighedens sammenkomster. (Paulus Første Korintherbrev 11, Ny Testamente):

»Jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.«

Ordning for menighedens sammenkomster. (Paulus Første Korintherbrev 14, Ny Testamente):

»Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden. Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til? Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt.

En kristen husorden. (Paulus Kolossenserbrevet 3, Ny Testamente):

»Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren.«

Ovenstående Paulus-vers citeres sjældent, netop fordi de ikke giver mening længere i en moderne verden. På samme måde er der enkelte vers i Koranen, som majoriteten af muslimer ikke tillægger nogen afgørende betydning eller citerer, netop fordi de ikke længere giver mening i den moderne verden, muslimer befinder sig i. Koranen spiller en rolle i moderne tid, netop fordi mange muslimer formår at tolke Koranen kreativt, dynamisk og fleksibelt ind i den tidsalder og det samfund, de lever i. I modsætning hertil udgør danske islamofober og pseudoislamspecialister en ny form for bogstavfundamentalister. De læser Koranen som Fanden læser Bibelen uden blik for kontekst, historie og det arabiske sprog. Disse bogstavfundamentalister insisterer på at give enkelte vers fra Koranen universel betydning, selvom majoriteten af muslimer gang på gang fastholder, at der er tale om en specifik historisk kontekst, som intet har med nutiden at gøre.

Forskere, politikere og meningsdannere, dvs. dem, som sidder på vidensproduktionen og dermed også på magten, kunne sagtens manipulere en ”sandhed” om, at kristendommen er kvindeundertrykkende og kvindefjendsk, hvis de på systematisk vis gennem flere år gav sig til at citere specifikke vers fra Bibelen, som tillægger kvinden en underordnet rolle i forhold til manden. Når man tolker en tekst, er det afgørende at kende den fulde sammenhæng, som det enkelte vers indgår i samt at anerkende, at der findes et væld af forskellige fortolkningsmuligheder af den pågældende tekst. Endvidere bør man undlade at definere en hel religion ud fra enkelte vers. For ligesom Paulus er meget mere end den, der formaner kvinder at tie i offentlige forsamlinger, er Koranen mere end de få vers, der omhandler strafferet eller flerkoneri. Lone Nørgaard er ikke den første, der har forsøgt at manipulere et billede af islam som en kvindefjendsk politisk ideologi, der opfordrer til drab og terror.

Islam som religion er udsat for et groft og dagligt misbrug. Når vi søger viden om islam, bliver vi sjældent henvist til en specialist. Derimod vælger og vrager medier og politikere mellem selvbestaltede imamer, religiøse radikale eller pseudoislamspecialister, hvoraf nogle vurderer progressivitet blandt nutidens muslimer ud fra spørgsmålet om, hvorvidt den troende definerer islam som en privat sag eller desuden har afsværget Koranen som Guds ord eller ikke.

Vi må i debatten om islams rolle i Europa insistere på den samme faglighed, saglighed, præcision og ekspertise som vi kræver af videnskaber generelt. Det afgørende spørgsmål er heller ikke, hvorvidt man tror på Koranen som Guds åbenbarede ord eller ikke, men derimod hvilke konsekvenser man drager af sin tro i praksis.

Lone Nørgaard er et eksempel på en bogstavfundamentalist, som udtaler sig om Koranen uden at kende til de grundlæggende principper for koraneksegese. I så fald havde hun kendt til det centrale princip om, at konteksten, som et vers optræder i, er afgørende for dets udlægning. Lone Nørgaard fremhæver kapitel 9 vers 5 i Koranen som eksempel på, at det er tilladt at dræbe i islam generelt:

»Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem.« Forfatter til ”Sendebudet – Historien om Profeten Muhammed og islam”, Amer Majid, som arbejder på en ny dansk oversættelse af Koranen, og som også bidrager til undervisningsbogen ”Muslimernes Islam – Religion-Kultur-Samfund” siger følgende om Koranens kapitel 9 vers 5:

»Kender man konteksten for koranverset kapitel 9 vers 5, vil man vide, at baggrunden er, at profeten Muhammed og hans følge havde sluttet en fredspagt med fjenden efter 10 års kampe i slutningen af det syvende århundrede. Dog brød fjenden gang på gang pagten, og verset omhandler således en fjende, der bryder fredspagten og tillige hjælper fjendtlige magter med at mobilisere mod muslimerne. Det forstås, hvis man ulejliger sig med at læse verset, der kommer lige inden, nemlig vers 4, som giver konteksten og klart siger: ”undtagen de afgudsdyrkere, som I har sluttet en (freds)pagt med, og som derpå ikke har brudt (deres pagt) med jer eller hjulpet nogen imod jer. Overhold da pagten med dem frem til dens tidsfrist. Sandelig, Allah elsker de gudhengivne.”«

Der er altså kun tale om en forsvarskamp mod den fjende, som bryder fredspagten. Ligeledes er det påfaldende, at danske islamofober behændigt undlader at citere hele koranverset. Det synes både uhæderligt og usagligt. Verset siger rigtigt nok at fjenden, der bryder traktaten og mobiliserer, skal bekæmpes, men påbyder samtidig, at hvis denne vælger at holde inde med kamp, så skal de lades være: Her følger resten af vers 5:

»Men hvis de angrer og holder bøn og betaler (den velgørende) almisse, så lad dem gå deres vej. Allah er sandelig atter tilgivende og barmhjertig.«

Og i det næste vers siges sågar, at fjenderne skal beskyttes, hvis de ønsker fred og ønsker at lytte til budskabet, vers 6:

»Og hvis en af afgudsdyrkerne søger din beskyttelse, så giv ham beskyttelse, så han kan lytte til Allahs ord, og eskorter ham derpå (tilbage) til hans sikre opholdssted. Dette fordi de er et folk, der ikke har viden.«

Koranen opfordrer hverken til aggression eller drab. Havde man taget konteksten med, ville man se, at der først og fremmest opfordres til fred og forsoning, og at kamp er den sidste udvej – og selv under kampen opfordres der til mådehold og forsoning, hvis fjenden er tilbøjelig til dette. Men vigtigst af alt er der tale om en specifik forhistorisk kontekst.

Lone Nørgaard udøver ikke islamkritik. Tværtimod er hendes metode og tilgang til islam og Koranen præget af mangel på kritisk metode, kildekritik og videnskabelig tilgang til det felt, hun udtaler sig så kategorisk om.

Sherin Khankan er forfatter til bøgerne ” Islam og Forsoning – En offentlig sag” og den aktuelle undervisningsbog ”Muslimernes Islam- Religion- Kultur- Samfund”. Hun er stifter og talskvinde for Kritiske Muslimer.

 

Powered by PHP Webmasterpoint.org