Hurra for Kritiske Muslimer

Af Naser Khader, folketingskandidat
Lagt på Ekstra Bladet den 25. august 2001

Søndag blev en forening for kritiske muslimer stiftet i Danmark. Det er et rigtig godt initiativ. Foreningen ønsker at blive en vægtig stemme i den offentlige debat for at nedbryde det meget fastlåste billede af islam som mange danskere har. Og ikke altid uberettiget.

Problemet har været, at det ofte er de ortodokse/fundamentalistiske muslimer, der organiserer sig og dermed er det dem, der bliver hørt i debatten og ytrer sig på muslimernes vegne. Selvom de er et mindretal.

Det skaber konflikt og giver en opfattelse af, at det at være muslim ikke kan forenes med at være dansk. Derfor har der længe været et stort behov for en muslimsk forening, der vil bygge bro og arbejde for at fordomme og konflikter afløses af et mere nuanceret kendskab og gensidig respekt for hinanden.

Foreningen af kritiske muslimer henvender sig til og vil repræsentere de mange almindeligt, troende muslimer og kulturelle muslimer, der anerkender, at islam er foranderligt og må forholde sig til den tid og det samfund man lever i, at religion og politik kan skilles ad, at menneskerettighederne og demokratiet også gælder for muslimer, at den muslimske lov, shariaen, er utidssvarende og ikke bør spille en rolle i et moderne samfund, at tvangsægteskaber og omskæring osv. er kulturelt betingede, men legitimeres ofte fejlagtigt i religionen osv.

Derudover kan man være medlem som ikke-muslim, hvis man deler foreningens opfattelse af islam. Foreningen vil ikke kun bygge bro udadtil, men også blandt foreningens egne medlemmer.

Jeg har allerede meldt mig ind i foreningen – og vil opfordre andre med sympati for kritiske muslimer til at gøre det samme. Kun på den måde kan vi vise, at muslimer og islam sagtens kan være en del af det danske fællesskab.

Powered by PHP Webmasterpoint.org