Skal vi klippe »muhamedanerpigerne« og jagte »araberdrengene«?

Af Peter Tudvad cand.mag. i filosofi og næstformand i VISION – den om lighed

Endnu tre uger efter terrorangrebene i New York og Washington skal man være varsom med kritik af USA og opbakning til muslimer. Alt tolkes i skæret fra de brændende tvillingtårne – også i Danmark, selvom ligene i ruinerne ikke tæller danskere, men f.eks. flere hundrede pakistanere. På TV har de kaprede fly vædret World Trade Center mange gange dagligt, mens de samme billeder af jublende palæstinensere i Gaza og Vollsmose igen og igen har fastslået terroristernes etniske og religiøse baggrund.

Kan nogen være i tvivl om, hvem man skal holde med? Vover nogen at tøve, når George W. Bush deler verden op i to: USA’s loyale støtter – og terroristerne samt deres medløbere! Vil nogen mon slippe godt fra at sigte medierne for ukritisk at fodre en rasende pøbel med stereotype billeder af muslimer som morderiske fundamentalister, mens redaktørerne ganske som Pilatus vasker deres hænder inden korsfæstelsen?

Selv har jeg – som de fleste andre danskere – været rystet over terrorangrebene. Jeg har grædt i spontan medfølelse og angst. Og jeg har for først gang nogen sinde bevæget mig op til den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjölds Allé for at lægge blomster – og ikke for at demonstrere mod dødsstraf eller forurening, mod støtte til terrorregimer eller andre uretfærdigheder, som USA har gjort sig skyldig i.

Der er absolut intet, der kan retfærdiggøre mordene på 6.500 tilfældige mennesker. Ethvert forsøg på at gøre det må betegnes som moralsk relativisme. Men det er kun udtryk for selvretfærdigt snæversyn, når man nægter at analysere terrorangrebene som andet og mere end grusomme forbrydelser, der alene bør være genstand for lovens strengeste straf, militærets knusende gengældelse – og pøbelens vilkårlige hævn.

Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste, der har lagt blomster, tændt lys, grædt og forsikret om deres medfølelse, vitterligt har taget oprigtig del i den gru og rædsel, som flykaprerne sendte ind i hjertet af USA og amerikanerne. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at den umiddelbare deltagelse efter et par dage bliver til noget andet. Når vi ikke længere er øjeblikkets vidner til det rystende skue af mennesker, der kaster sig i døden fra 90. etage på Manhattan, men selv bliver ofre for en pressedækning, der har gjort katastrofen til en spektakulær mediebegivenhed – så er vores medfølelse korrumperet og uægte.

Lad mig give et symptomatisk eksempel på den proportionsløse følsomhed, som medierne har gejlet op: Torsdag den 13. september modtog jeg flere mails fra venner – herunder også en muslim – med opfordring til samme aften at sætte stearinlys i vinduet. Selv var jeg fristet til i stedet at åbne samme vindue for at brække mig. Man skulle med en fortærsket kliché »tænde lys i mørket«, og man skulle vise sin medfølelse. Mig forekom det, at man var komplet ligeglad med, at ingen i New York kunne se lysene brænde, men så meget desto mere interesseret i at vise sine naboer, at man var et godt og følende menneske. Og ligeglad var man også med, at denne patetiske iscenesættelse af 4. maj 1945 kunne bidrage til at piske en stemning op, der snart kunne sende selvbestaltede hævnere på gaden for at klippe ‘muhamedanerpiger’ og jagte ‘araberdrenge’. Dét måtte vel nærmest betragtes som politisk korrekt …

Den sidste risiko meddelte jeg en af de venlige afsendere af opfordringen. Han blev meget fortørnet på mig og syntes, at jeg var langt ude med min advarsel. På omtrent samme tid blev de første amerikanske muslimer lynchet og moskéer beskudt. I Danmark blev trusler systematisk distribueret til muslimer, mens deres forretninger blev udsat for hærværk og en moské forsøgt afbrændt. Inge Dahl Sørensen ville dernæst have 4.000 muslimer sikkerhedsinterneret, mens Pia Kjærsgaard indledte sin hellige krig med at ville udvise de palæstinensiske drenge, der jublede over terrorangrebene – selvom de i øvrigt ikke overtrådte dansk lov. Nej, jeg sympatiserer ikke med disse usmagelige idioter: Jeg mødte dem selv ved Nørreport hin fatale tirsdag – med dytten, hujen og viften med det palæstinensiske flag – og jeg ilede hjem og ringede til politigården, da jeg mente, at de ved deres provokerende fremfærd var til fare for sig selv og den offentlige orden.

Inge Dahl Sørensen og Pia Kjærsgaard kan dårligt overraske nogen, men det kan til gengæld den ellers så besindige Elisabeth Arnold: På det radikale landsmøde lørdag efter tragedien gik hun som gruppeformand på talerstolen og krævede af partiets muslimske medlemmer, at »de skulle ranke ryggen og erklære sig for demokrati og mod terror«. Hvad bilder hun sig ind? Dansk-pakistaneren Mona Sheikh spurgte retorisk på TV2, om det da ikke var udtryk for éns demokratiske holdning at have meldt sig ind i Det Radikale Venstre. Og et andet muslimsk medlem, Sherin Khankan, forklarede, at hun fandt det anstødeligt, at hun bestandigt – som muslim – skulle svare på disse insinuerende spørgsmål. Ja, det tror da pokker! Hvis nogen ville afkræve mig – som kristen – en lignende forsikring, ville jeg måske tåle spørgsmålet to eller tre gange. Men når jeg blev spurgt for tyvende gang, så tror jeg ikke, at jeg ville have Khankans langmodighed. I stedet ville jeg have givet storinkvisitoren en god dag og have forladt hendes parti.

Statsministeren har været anderledes fast i sin holdning til muslimer som ligeværdige medborgere. Han har ikke været herre over mediernes vidvinklede fokus på muslimer mulige terrorister. Men han har reageret skarpt – såvel overfor visse palæstinenseres TV-transmiterede jubel den 11. septemper som overfor TV2, da stationen uden varsel konfronterede ham med en skotsk professors påstande om dansk asyl og bistandshjælp til terroristiske støttegrupper. Selvfølgelig kan professoren have ret. Men er det ansvarligt af TV2 at kaste benzin på det ulmende bål, endnu inden statsministeren har fået mulighed for at konsultere sit efterretningsvæsen? Kunne TV2 ikke give ham en frist på f.eks. to døgn og så stille ham til regnskab? Nej, det kunne TV2 ikke, for det var en god historie – og så måtte man i oplysningens hellige navn se stort på, at Dahl Sørensen, Kjærsgaard og andre ortodokse danskere herefter vil retfærdiggøre trusler og moderat fysisk pres mod muslimer med henvisning til TV2’s indslag. På redaktionen i Odense kalder de det vel public service – jeg kalder det fundamentalistisk informationstrang og medvirken til forfølgelse af uskyldige.

Forfølgelsen er allerede en realitet, men TV2 risikerer næppe at blive udskreget som terrorsympatisører, hvis hån og hærværk en dag bliver til mord på muslimer. Imens må vi paradoksalt nok sætte vores lid til en palæstinenser, Khalid Alsubeihu, der forleden – i Nørrebro Avis – opfordrede »alle flygtninge og indvandrere – både ældre og unge – til at forholde sig roligt, hvis der bliver råbt slagord efter dem. Og husk, at vold avler vold.« Fantastisk! Vi bor i et land, der praler af sin tusindårige kristne historie, men når det gælder, skal vi have en muslim til at erindre os om »at vende den anden kind til« og »elske sine fjender«!

Powered by PHP Webmasterpoint.org